Darlings, revisited

Lithgow

Jeg har prædiket meget om organiseringen af min arbejdsproces, og om hvordan jeg arbejder ud fra ideer, der viser vejen for min skrivning. Desuden har jeg tidligere skrevet et meget overskudsagtigt, let selvironisk indlæg om at dræbe darlings, naturligvis med den implicitte men alligevel tydelige påstand, at det er jeg jo selv skidegod til.

Og derfor er det også lidt spøjst, at jeg befinder mig i den situation, jeg står i for tiden. Det sidste stykke tid har jeg skrevet en masse ting til forskellige konkurrencer. Jeg opdagede på et tidspunkt, at det var meget motiverende for mig at arbejde på den måde, og jeg har været så heldig at falde over en del konkurrencer med emner, jeg fandt virkelig spændende. Men nu er jeg begyndt på en ny novelle – eller noget jeg tror, måske er en novelle – og det forløber altså ikke helt planmæssigt.

Det hele begyndte som et indfald. Jeg sad i min sofa og fik en ide til en situation, der måske også sådan halvvejs kunne være udgangspunktet eller præmissen for en historie. Og så gik  jeg i gang med at skrive, for jeg syntes selv, set-uppet og personerne, der var involveret, var rigtigt morsomme og sympatiske på en ret finurlig måde.

Nu har jeg efterhånden skrevet nogle tusind ord (som jeg alle synes er fremragende), og typisk ville ideen efterhånden have udviklet sig et sted hen, hvor den ligesom ville være et afsluttet hele, en historie, der bare ventede på at blive skrevet færdig. Men jeg aner ikke, hvor det hele skal ende! Jeg har simpelthen ikke skyggen af ide om, hvordan min historie skal slutte. Uden at gå for meget i detaljer, kan den ende på én af to måder, og mens den ene ville være en håbløs kliche (mere eller mindre tyvstjålet fra Nattog til Lissabon), så ville den anden være så fladpandet, at det ville reducere historien til kiosklitteratur. Med andre ord burde jeg lede efter en tredje vej, men den har ikke præsenteret sig selv endnu.

Al sund fornuft fortæller mig, at jeg skal lægge projektet fra mig og gå videre, men det kan jeg til min store overraskelse ikke. Jeg har forelsket mig i historien, mine personer, samspillet mellem dem. Det hele. Jeg har selv lyst til at vide, hvor det ender, så jeg må blive ved med at skrive, skrive, skrive på en historie, der har besluttet sig til at gå sine egne vegne, og håbe på, at en løsning præsenterer sig på et tidspunkt, eller at jeg tager mig sammen til at gemme den af vejen. Og alt imens har jeg det her billede af mig selv, jeg ikke kan slå ud af hovedet, ligemeget hvor meget jeg prøver. Jeg sidder på en udslidt gammel hest, med en barberskål på hovedet og en trækæp som lanse, mens jeg er på vej i vild galop mod en vindmølle…

2 kommentarer

Filed under Skriveprocessen

2 responses to “Darlings, revisited

  1. Haha, Hyp-hyp!! Der er vist ikke andet at gøre end blot at ride derudaf🙂 God tur!

  2. Haha – jotak!🙂

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s