Hovedstolen, Part Deuce

For nogen tid siden skrev jeg et indlæg om at trække på følelser, der går meget tæt på en selv, når man skriver. Ikke af hovedstolen, for det handler ikke om mig, men ting, der virkelig berører en som menneske. Sådan skrev jeg en enkelt novelle, og det gik rigtigt godt. Så godt, faktisk, at der måske kommer noget fornuftigt ud af det (hvilket jeg, hvis jeg er heldig, forhåbentlig kan fortælle jer mere om senere).

Og det var jeg ret godt tilfreds med, så da jeg forleden faldt over en apokalyptisk novellekonkurrence udskrevet i et samarbejde mellem Forlaget Valeta og Apokalyptisk, vidste jeg med det samme, at nu skulle den dæleme have gas. At læse indkaldelsen til konkurrencen var lidt af en epifani. Jeg fik ideen til novellen nærmest inden jeg havde læst indlægget færdigt, og jeg har allerede skrevet mere end tusind ord. Men du godeste, da.

I forvejen er mit emotionelle panser rimeligt slattent når det kommer til kunst, og at skrive om ting, der går så tæt på, og som er så væmmelige (temaet er jordens undergang, ikke?), det er næsten ikke til at holde ud. Jeg har med vilje valgt at sætte min hovedperson i nogle situationer, jeg selv ville reagere meget stærkt på. Det jeg opdagede, da jeg skrev den sidste novelle, var, at det rent tekstuelt gav pote at kunne relatere til de følelser, der gik gennem hovedet på min protagonist. Men spøgen går selvfølgelig ud på at bevare balancen mellem  indlevelse og kritisk distance  (mener jeg rent personligt i hvert fald), og lige nu er jeg en lillebitte smule bange for, det nærværende projekt ikke helt er en god ide alligevel. En af mine seriøse overvejelser går på, om jeg simpelthen mister noget af min faglige objektivitet ved at være så tæt på det, jeg skriver. For hvis jeg er så optaget af det, det sker i min  tekst, at jeg ikke er i stand til at vurdere, hvad der er skidt, og hvad der er kanel, så kan jeg jo næsten lige så godt bare lade være.Min plan lige nu er at skrive videre, og så løbende holde øje med, om jeg kan holde hovedet koldt. Og hvis jeg ikke kan, well, så må det blive en ommer. Lige meget hvor denne novelle ender, og om jeg overhovedet bliver færdig med den eller ej, så tegner det til at blive noget af en emotionel rutschebanetur at skrive den. I hvert fald er min kone allerede begyndt at kigge lidt skævt til mig, når jeg går rundt med en bævrende underlæbe og klapper vores børn på hovedet, mens jeg mumler om, at man skal skønne på den tid, man har sammen…

2 kommentarer

Filed under Alt det praktiske, Skriveprocessen

2 responses to “Hovedstolen, Part Deuce

  1. Det kender jeg godt! Har oplevet at vågne op skræmt fra vid og sans efter en bytur fyldt med stoffer, vrede, afmagt, vold og masser af alkohol. – Ja, det var jo min hovedperson, der var i byen… Meget skizofren oplevelse. Den følsomhed, du nævner – er den en forbandelse eller en velsignelse? Den giver indlevelsesevnen. Men er den ikke også medvirkende årsag til hyppige skrivestop? Bare en tanke.

    God skrivning!

    Hilsen Stine

    • Hej Stine

      Godt at høre, jeg ikke er den eneste med de oplevelser (tror jeg nok – jeg er ikke helt sikker på, det altid er et rart sted at være.) Om jeg synes, det er godt eller skidt at have det sådan? Et eller andet sted midt imellem, tror jeg. Det giver jo nogle virkeligt stærke oplevelser, og rent produktivt kan det være en frugtbar åre at åbne op for, hvilket det lyder som om, du selv kender til! Et eller andet sted tænker jeg, det er en forudsætning for det, vi laver, altså evnen til at relatere – som du også nævner. På den anden side kan det også blive lige vel meget af det gode. Jeg føler mig altid lidt åndssvag, når jeg sidder og småflæber til Sporløs …

      Og jo, det resulterer af og til i skrivestop. Hvor jeg for eksempel kan pines og plages af bøger, der er meget stærke (det tog mig 2 måneder og mange, mange overspringshandlinger at komme igennem William Styrons Lie Down in Darkness, for eksempel), så kan jeg også somme tider få malet mig så meget op i et hjørne med en historie, at jeg næsten ikke kan holde ud at skulle skrive mig igennem et optrin eller et handlingsforløb. Hvilket jo igen er tåbeligt, for at lade være ville jo være at gå på kompromis med historien.

      Hilsen
      Aske

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s