Kunsten er en ko

Der går en historie om, at Walther Benjamin i sin tid, som ung studerende, sad til en forelæsning og skrev følgende digt:

Die Kunst ist eine Kuh
Sie sagt Muh
Ich sitze hier und höre zu

Nu kan man med en hvis ret sige, at Walther Benjamin selv gjorde sig skyldig i en del muhen sidenhen. Jeg har i hvert fald selv mere end én gang været ved at rive håret ud af mit eget hoved af kedsomhed over Passageværket – men ikke desto mindre, så havde Walther fat i den lange ende, mener jeg. For det kan være frygteligt at høre folk tale om kunst. Netop det der med at sige kloge ting om kunst er en af mine kæpheste, og som kandidat i litteraturvidenskab er jeg nok også ret miljøskadet, for jeg har godt nok hørt mange mennesker sige mange … kloge … ting … om bøger…

Diskussionen går for tiden i dagbladene, i tv og de sociale medier om 50 Shades of Grey af E.L. James, og jeg fandt for nylig ud af, at bogen åbenbart har grundlagt den nye genre mommy porn.  I mine øjne er det endnu et eksempel på en genrebetegnelse, der nemt og mundret dikterer os, hvad vi skal mene om indholdet. Ligesom Chicklit, femikrimi, etnokrimi, dark romance, forskellige former for fantasy – dark, heroic, epic, paranormal, og hvad ved jeg. Hvorfor, spørger jeg, hvorfor skal litteratur partout sættes i kasser? Efter 100 års modernisme og postmodernistismens opløsning af genrebegrebet, er vi åbenbart tilbage, hvor vi startede: I skellet mellem dem og os. Kært barn har mange navne: Høj/Lav dårlig, fin/populær dårlig, smal/bred dårlig. Rent gruppedynamisk giver det god mening, at man gerne vil definere sig overfor noget andet, som helst skal være dårligere end det, man selv er karakteriseret ved, men come on, altså.

 En god bekendt fortalte mig for nylig, at han ikke læste krimier, fordi det var jo ”ikke ’rigtig’ litteratur”. I den forbindelse overvejede jeg at spørge ham, om krimier da ikke var skrevet med bogstaver og bestod af længere, sammenhængende tekststykker hvis indhold beskrev et narrativt forløb, eller om de måske i stedet udnyttede en hidtil ukendt form for ekstrasensorisk kommunikation og derfor ikke faldt inden for litteraturparametret sådan rent taksonomisk. (I stedet valgte jeg naturligvis den gode, danske reaktion – at lade som ingenting og i stedet tænke ”der fik han så lige at mærke, hvad jeg mente om det!”)

Men hvor er det dog trættende, at al litteratur altid skal have en genrebenævnelse, og at folk skal have så fine fornemmelser om, hvad de læser (og det gælder skam begge veje. Jeg er mange gange på mit studie blevet konfronteret med, at jeg skulle fandeme ikke fortælle nogen, hvad de skulle læse, eller at folk ikke fattede, jeg gad at læse de snobbe-bøger). Aviserne har enormt travlt med at fortælle om fænomenet 50 Shades, og at læse hvad folk skriver om den, er næsten ligesom at se folk blive fanget i at være utro med sekretæren: “Vent, jeg kan forklare…”

Spørgsmålet, som anmeldere og kritikere aldrig helt vil finde svaret på, og som endnu engang er blevet relevant med 50 Shades, er, hvordan de skal forholde sig til, at tusindvis af læsere synes, 50 Shades er fantastisk, når de nu selv mener, den er noget lort. Skal man slutte sig til det begejstrede kor, eller skal man ryste på hovedet? Og netop denne vaklen er utroligt deskriptiv for det fundamentale problem med at fælde dom over kunst. For hvad er definitionen på den absolutte, tidløse, gode kunst? Vi kan alle sammen blive enige om, at hvis en forfatter skriver en banebrydende bog med en enestående æstetik, og den efterfølgende bliver kopieret af 25 andre forfattere, der ikke er ligeså gode håndværkere, så er de 25 andre bøger efterligninger, som forvandler tematikken og de sproglige troper til klichéer. Bevares. Men hvem kan tillade sig at fælde dom over den fantastiske læseoplevelse, de 25 værker ganske sikkert vil resultere i for myriader af læsere? Og gør netop de læseoplevelser ikke de 25 bøger til gode værker for de, som læser dem? Vil man hellere have, at de sætter sig på røven og ser Vild med dans? Tag i stedet at læse en bog. En hvilken som helst bog. Med undtagelse af Passageværket.

Skriv en kommentar

Filed under Blandet slik, Grundlag, stilistik

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s