Helt eller skurk?

Jeg kunne godt tænke mig at sige et par ord om kunsten at beskrive sine personer. Det har jeg efterhånden sagt en del ord om, men det er også et dejligt emne.

Læsere af mine tidligere indlæg vil vide, at jeg mener, man bør finde ud af, hvem ens person er, inden man begynder at skrive om ham eller hende. For en effektiv måde at beskrive sine personer på, det er gennem deres tale og deres handlinger. Og hvis man har en klar ide om, hvem de er, inden de træder ind i handlingen, så er det også mere sandsynligt, at de vil tale og handle på en måde, der er realistisk og karakteristisk for dem, og som siger noget om deres karakter.

Men nu er det jo fiktion, den her blog handler om, og sommetider er vi altså tilbøjelige til også at putte beskrivelser ind i vores fortællinger – hvad skulle man ellers bruge den der dejlige fortællerstemme til, vi har til rådighed? Sommetider kan man godt komme til at forklare, at ens hovedperson har et problem med Copenhipsters, eller at han godt kan lide Iron Maiden, også selvom man som forfatter er meget idealistisk og ikke nødvendigvis ønsker at lede sin læser ved at forklare, hvordan alting skal forstås eller ses.

Helt eller skurk?

Litteraturhistorien er fuld af pukkelryggede skurke med koparrede ansigter, og blonde, atletiske helte, men generelt er det sådan, at litterater godt kan rynke på næsen af den slags kendetegn ved personer. Tanken er, at det er lidt for tæt på Anders And, hvor vi aldrig er i tvivl om, at skurken er skurk, når han nu hedder K.L. Amme Ormsen.

I 1900-tallet gik det af mode at lade noget ydre beskrive indre værdier ved personen.

Helt eller skurk?

Virkeligheden var jo aldrig symbolsk på den måde, var tanken, så hvorfor skulle litteraturen være det? Men faktisk er det en lidt spøjs ide, for man kommer lynhurtigt ud på en glidebane som forfatter, påstår jeg, hvis alting skal være så hyper-realistisk. Hvor går grænsen for, hvad man så overhovedet må sige om en person? Hvornår begynder en personbeskrivelse at blive symbolsk?

Jeg kan personligt ikke lade være med at putte markører ind i mine fortællinger, der fortæller noget om mine personer, men jeg må også sommetider tage noget flak for det. For ikke så længe siden var der for eksempel en prøvelæser, som rystede på hovedet, fordi jeg lod en af mine personer høre en opera af Korngold. Hvis man kender min mening om Korngold, så vil man også vide, som min prøvelæser, at det var en total tell om den figurs personlighed. Jeg fik at vide, at det for nem en måde at beskrive personen på – men faktum står tilbage, at en mand som ham, netop ville sætte sig ned og høre en opera af Korngold, hvis han ville have noget intellektuel stimulans. Så hvorfor skulle jeg gøre det sværere for mig selv? Skulle jeg have ladet ham høre noget andet, han ikke kunne lide for at gøre fortællingen mere realistisk? Det kan godt være, virkeligheden ikke altid er så symbolsk eller let afkodelig, men nu er det jo altså også fiktion og ikke virkelighed, jeg skriver.

Skriv en kommentar

Filed under Fortælleren, Psykologi, stilistik

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s