Kære Forlag…

Siden jeg sidst skrev om Imens Det Dugger, har jeg færdiggjort manuskriptet, læst korrektur på det og nået at få det afvist af indtil videre ét forlag. Jeg venter pt. på min anden tilbagemelding.

At sende sit manuskript ind til et forlag er lidt ligesom at skrive kærestebreve. De fleste af os kan sikkert huske det endnu. Fjerde/femte klasse. 10-11 år. Piger var sådan noget lidt på linje med amerikanske actionfilm uden danske undertekster. Vældig spændende men i øvrigt totalt uforståelige. Man gjorde kur, og man kunne i virkeligheden ligeså godt have talt til en sfinks.

Forlagsfolk er altid søde, i hvert fald når de korresponderer med forfattere; hvad der foregår på redaktionsmøderne, kan jeg ikke udtale mig om. Men når man forsøger at bryde igennem som forfatter, er der i høj grad tale om købers marked. Vi tilbyder forlagene vores materiale, og måske og måske ikke er de interesserede. Lidt ligesom med kærestebrevene.

Det jeg aldrig selv lurede, da jeg gik i folkeskolen (eller i gymnasiet, eller på universitetet…) var, for nu at blive i analogien, at det ikke nødvendigvis var kærestebrevet i sig selv, der var afgørende for ens succes. Bevares, jeg kender da til forfattere, der har fået deres debutværker antaget i første hug, men det er nok undtagelsen snarere end reglen.

Generelt er det nok sådan i dag, at det at skrive selve bogen og sende den ind til forlag kun er en del af det større arbejde, det er at profilere sig selv som forfatter. Man skal ud at læse op. Man skal arbejde gratis, man skal deltage i antologier – man skal sørge for, læserne lærer en at kende.

Vagn Remme, som jeg har skrevet om tidligere, var aktuel med en række forskellige kunst- og lyrikkoncepter samt udgivelser fra eget forlag, før han fik udgivet Arvingen. Blandt andet var han en af opfinderne af poesibanko. For Vagn Remmes vedkommende var det ikke noget spørgsmål om strategisk at brande sig selv, men om ren og skær, ukontrollerbar virkelyst.

Jeg erkender blankt, at jeg er for tung i røven til selv at udleve mine ambitioner på den måde. Jeg er for doven, og mit realkreditlån er stort, men det smukke er, at er ens forfatterambitioner – som Vagn Remmes – på den anden side store nok, er jeg sikker på, at det nok skal komme helt af sig selv, hvad enten man er bevidst om det eller ej!

Skriv en kommentar

Filed under Alt det praktiske, Grundlag

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s