Nødvendigheden af at glo

Jeg skriver gerne og ofte om den grundlæggende idé, jeg må have for at kunne sætte mig ned at arbejde. Jeg har også skrevet meget om nogle af de sproglige værktøjer, der gør det lettere for en at skrive, når man sætter sig ned og gør det. Men det måske vigtigste af alt for en forfatter, det er råstoffet. Det, det hele handler om. Og hvad er det råstof? Det er mennesker. Det er verden omkring os.

De farver, man maler med som forfatter, er alt det, der omgiver os. Vi skriver om mennesker, og derfor må vi vide noget om de mennesker. Og den bedste måde at lære noget om mennesker på, det er ved at betragte dem.

Ernest Hemingway har sagt næsten nøjagtigt det samme:

Når mennesker taler sammen, så lyt med alle dine sanser. Lad være med at tænke på, hvad du selv vil eller ville sige. De fleste folk hører ikke efter. Ej heller iagttager de. Du skal lære at gå ind i et værelse og kunne huske alt, hvad du så derinde, når du kommer ud igen. […] Når du kommer til byen, så prøv at stå et stykke tid udenfor biografen og læg mærke til alle de forskellige måder, som folk stiger ind og ud af bilerne på.

Ernest Hemingway: Om at skrive

Lad os tage et eksempel. Du vil skrive et kapitel, der foregår på en bar en fredag aften. Hvordan opfører folk sig egentlig på en bar? Det er jo nemt nok at skrive, at folk sidder på en bar og har det sjovt. Men hvad gør mennesker egentlig på en bar?

Mænd, der taler sammen om kvinder, er et godt sted at starte. Hvad gør de rent faktisk? Der er flere forskellige slags. Der er dem, der bare er glade og ikke tænker så meget over det. De vender sig måske om efter hende, de taler om. Og griner. Og sammenligner noter. Der er tit en mase latter involveret, eller anerkendende nik, i hvert fald. Så er der dem, der gerne vil have, at pigerne lægger mærke til, de taler om dem.  De gør alt det samme som de andre, bare højere, virkeligt meget højere. En del pegen kan også være involveret.

Og så er der dem, der tror, de er diskrete. De er nemmest at afsløre, for de begynder altid at tale sammen uden at bevæge læberne. Og så kigger altid alle sammen sådan ufokuseret i den samme retning, typisk den modsatte vej af, hvor pigen sidder. Eller også begynder de at rykke umotiveret tættere sammen. Ligesom cykler, der står og læner sig op af hinanden. Hvis du kommer tæt nok på dem, kan du måske høre dem sige sådan noget som: ”Kan jeg vende mig om nu?” Eller: ”Kigger hun i den her retning,” hvorefter de vender sig om, fordi de er meget interesserede i lige at undersøge den der 200 x 140 cm Betty Blue-poster ovre ved toiletterne.

Men alt det skal man jo se for at registrere det. Betragt det som en slags croquis for forfattere. Eller feltstudier. Om ikke andet er det en fantastisk undskyldning for at glo. Og når det kommer til stykket, er vores omverden jo et fantastisk teaterstykke.

Skriv en kommentar

Filed under Grundlag

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s