Dine personer

Jeg har tidligere skrevet om, hvor vigtigt det er at få sine personer til at tale, som de personer virkelig ville tale. Hvis de er 15 år gamle og fra Vesterbo, bør de tale anderledes end en 70-årig himmerlænding. Men personernes sprog er kun ét aspekt af et større billede. Det mener jeg i hvert fald.

På teatret taler man ofte om ”motivation”. ”Hvad er min motivation?” går anekdoten, at Fay Dunaway i sin tid spurgte Roman Polanski under indspilningerne til Chinatown. Hun fik svaret: ”din løn!” Og det er jo vældigt morsomt, men ikke desto mindre havde Fay Dunaway fat i noget af det rigtige. For at vide hvad en person vil gøre i en given situation, er det vigtigt at vide, hvad den person rent faktisk ville gøre. Og for at vide det, bliver du nødt til at have en ide om, hvem den person er, før du går i gang med at skrive. Det er i hvert fald fornuftigt at danne sig et billede af det undervejs.

Det er ikke sådan, at man behøver (endsige bør) redegøre for alle aspekter af en figurs personlighed, når man skriver om ham eller hende i teksten, tvært imod. Men det er en god ide selv at have en ide om, hvem personen er, når du skriver. På den måde vil personens handlinger altid være konsistente, og desuden gør du dit arbejde nemmere for dig selv – du vil jo hele tiden have en ide om, hvordan din person vil handle i den situation, han eller hun nu er havnet i.

Hvis du ikke skønner, det er vigtigt for din historie, behøver læseren ikke nødvendigvis at vide, at Jarl har et kolossalt problem med autoriteter, og at han altid bliver nødt til at gå over for rødt, ryge indenfor og tale i telefon i biografen for at vise, at er sgu’ ham selv, der bestemmer. Det er nok, at du ved det og lader Jarl handle i overensstemmelse med sine neuroser – så skal læseren nok registrere, at der er et mønster i det, Jarl foretager sig.

For det giver hurtigt bagslag, hvis du ikke lader din persons handlinger have en eller anden form for motivation, der hænger sammen med, hvem den person er. Den slags mærker en læser på ét sekund. Tænk bare på alle de gange, du selv har siddet og set en film eller læst en bog og tænkt ”Ej, helt ærligt…”. Gennem hele historien har hovedpersonen været en konfliktsky slapsvans, men nu går han pludselig amok i et højoktant hævnorgie. Hvordan kan han overhovedet det? Har han nogensinde betjent en pistol før? Eller slået nogen? Eller åbnet et pengeskab? Det er for eksempel derfor, vi tror på The Next Three Days – fordi filmen viser os, hvor håbløst dårlig Russell Crowe faktisk er til at være kriminel, og at han skal lære det hele først.

Det er også derfor, vi altid har siddet og rynket brynene lidt af slutningen på Nærkontakt af tredje grad. Ville en kærlig familiefar virkelig bare skride på den måde? For hvis han gjorde, ville han så være en kærlig familiefar? Og hvis han bare var et egoistisk røvhul, hvorfor har vi så fået ham præsenteret så sympatisk igennem hele filmen? Okay, så han er fascineret af de der ufo’er, men altså, helt ærligt…

Skriv en kommentar

Filed under Psykologi

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s