Fortælleren

Jeg har tidligere skrevet en del om personernes direkte tale – i denne uge vil jeg fokusere på den direkte tales modsætning, nemlig fortællerstemmen.  Der er et hav af forskellige udgaver af, hvad en fortæller er, og mindst ligeså mange måder at bruge fortællerstemmen på. Jeg har sagt det så mange gange, at det næsten er en trosbekendelse for mig, men der er altså ikke én rigtig måde at skrive på. Med andre ord ved jeg godt, jeg bevæger mig på gyngende grund her, men jeg vil alligevel vove det ene øje og sige et par ord om, hvad jeg synes, er den mest fornuftige måde at bruge sin fortæller på.

De to mest almindelige versioner af fortælleren er nok den, der enten optræder som en person i romanen (tænk for eksempel på Philip Marlowe i Raymond Chandlers krimier) eller den ikke-person bundne, alvidende fortæller (eksempelvis fortælleren i Ringenes Herre af Tolkien: stemmen tilhører ikke nogen i figur i historien, og den kan se ind i hovederne på figurerne i bogen). For nemheds skyld vil jeg her fokusere på den ikke-personbundne, alvidende fortæller, for med den er det nemmest at vise de ting, jeg gerne vil påpege.

Jeg er stor tilhænger af ”show it, don’t tell it”-princippet. Det var ikke det udtryk, jeg brugte, da jeg skrev mit indlæg om tillægsord og biord, men det var ikke desto mindre det, det handlede om. Når man lader være med at forklare alt for sin læser, giver man læseren mere at arbejde med, og det resulterer simpelthen i en sjovere oplevelse, tror jeg. Og det kan netop være problemet med en ikke-personbundet, alvidende fortæller: Når man har valgt en fortællerstemme, der ved alt, så er det nemt bare at fortælle det hele til læseren – vi, altså forfatteren, ved jo godt, hvad det det hele handler om. Men derfor bør vi stadigvæk ikke ødelægge fornøjelsen for læseren.

Se for eksempel det her uddrag fra en roman fra en af den hårde science fictions capoer, Arthur C. Clarke:

Though few realized it as yet, the fall of religion had been paralleled by a decline in science. There were plenty of technologists, but few original workers extending the frontiers of human knowledge. Curiosity remained, and the leisure to indulge in it, but the heart had been taken out of fundamental scientific research. (Arthur C. Clarke: Childhood’s End, DelRey, 1990)

Tjabum. Det kan godt være, passagen ovenfor er nødvendig baggrund for fortællingens videre forløb, men der bliver godt nok ikke overladt meget til læserens fantasi.

Se på den anden side her:

In the offing, the sea and the sky was welded together without a joint and in the luminous space the tanned sails of the barges drifting up with the tide seemed to stand still in red clusters of canvas […]. The air was dark above Gravesend, and farther back still seemed condensed into a mournful gloom brooding motionless over the biggest, and the greatest city on earth. (Joseph Conrad: Heart of Darkness, Norton, 1988)

Det er jo ikke fordi Conrad er diskret. Tvært imod skriger han nærmest det, han vil sige, men ikke desto mindre siger han ikke: ”London er det epicenter, hvorfra den vestlige civilisation, der lever af at snylte på andre og derved smitter dem med sit eget fordærv, udgår.” Den kobling overlader han til sin læser. I stedet serverer han en poetisk introduktion til sin bog, der på samme fortæller den vakse læser, hvad romanen (blandt andet) skal handle om. I mine øjne ville det være fjollet ikke at bruge sådan en fortællerstemme til at supplere sin historie, som Conrad gør det, men igen -fortælleren er der for læserens skyld, ikke omvendt.

Skriv en kommentar

Filed under Fortælleren, stilistik

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s