Floskler

Jeg har lyst til at skrive om noget, jeg har tænkt på et par gange i forbindelse med mine tidligere indlæg, men som jeg syntes fortjente sin egen post. Upræcist sprog. I min overskrift kaldte jeg det floskler. Det kunne også kaldes stereotypiske sprogbilleder eller formelsprog. Kært barn har mange navne.

Som menneske tænker man gerne i faste sprogmønstre. Når man tænker på bestemte ting, bruger man bestemte ord. Ord, man enten godt kan lide, eller ord, man måske bare bruger, fordi man har vænnet sig til særlige udtryk gennem mange års brug. Skal du beskrive noget i en tekst, du arbejder med, er det meget nemt at komme til at bruge netop de ord og udtryk, fordi det er dem, du først selv tænker på. Men bare fordi det er ord, du tit anvender, er det jo ikke nødvendigvis sikkert, det er de ord, der lige passer i denne sammenhæng.  Anvender man det samme ord tit nok i en tekst, vil det begynde at blive til en kliche, og derfor er det vigtigt, at du nøje overvejer, hvilke udtryk, du bruger. Er din hovedpersons jakkesæt et suit? Eller er det i virkeligheden faktisk et jakkesæt? Måske skriver tøjbutikker suits på deres tilbudsskilte i dag, men er det det rigtige ord at bruge?

Siger din hovedperson, at det er træls, at hans gode ven flytter til Timbuktu? Det kan godt være, det er det første ord, der falder dig ind, men måske er din hoveperson ikke fra Århus. Måske er han en tolvårig skater fra Vesterbro. Så er det måske orn’lig fucked up i stedet for? Hvis han er en selvhøjtidelig, pensioneret tysklektor fra Liseleje, kunne det være umådeligt traurigt.

Et af mine egne usual suspects er, at ansigter tit er udtryksløse. Det er en ligegyldig automatformulering. Hvis et ansigt virkelig er udtryksløst, behøver jeg måske ikke at hæfte tillægsordet på til at starte med. Er ansigtet lagt i neutrale folder, kan det måske være af andre, dybereliggende årsager, som ikke dækkes af udtryksløst. Måske er ansigtsfolderne lagt i et blankt udtryk, fordi personen i virkeligheden stirrer misbilligende på sin ledsager i stedet for at reagere med det forventede smil. Måske er vedkommende nervøs for, hvad hans kæreste svarer til det, han lige har spurgt om, og måske vil han ikke ødelægge noget ved at give sin egen holdning til kende.

Er du ikke opmærksom, når du skriver eller redigerer din tekst, opdager du ikke de steder, hvor du forfalder til stereotypiske sprogbilleder – der hvor dine personer bruger ord, de ellers ikke ville bruge, eller der, hvor du hopper over hvor gærdet er lavest med dit sprog, fordi du ikke har gjort dig klart, hvad du egentlig vil beskrive. Det er nemlig det, der er sagens kerne: At man pinedød gør sig klart, helt præcis hvad det er, man vil sige. Det er lidt det samme, som når man øver sig på at tegne og starter med for eksempel af lægge skyggerne på et æg eller en bold. Man skal virkeligt se det, man beskriver. Ellers tegner man bare det, man tror, man ser. Piller du næse og ser For Lækker Til Love mens du laver dit rugbrødsarbejde, har du bare balladen, når dit manuskript skal redigeres – hvis dit udkast overhovedet når så langt.

Skriv en kommentar

Filed under stilistik

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s