Mn så var det å li’ ja sa’ …

Direkte tale. Jeg er aldrig selv nået frem til en endelig konklusion om, hvordan jeg skal angribe det, når mine personer taler. Det er min erfaring, at den direkte tale ofte gør noget helt andet end det, jeg gerne vil have den til, når jeg første gang tænker den eller skriver den ned. Her vil jeg skrive om et aspekt af den direkte tale, der måske virker mindre vedkommende end flere andre, men som ikke desto mindre eksemplificerer et grundlæggende forhold, man bør være opmærksom på, når man skriver sin dialog: Dialekt.

Et grundlæggende forhold ved dansk er, at det talte sprog lydmæssigt adskiller sig  markant fra det skrevne. Nedenfor følger en stump direkte tale fra Imens det dugger, som den ville se ud, hvis ordene blev skrevet, som jeg forestiller mig, personen udtalte dem. Tekststykket er komplet med ukorrekt kommatering for at accentuere rytmen (Blicher fandt på det her med E Bindstouw allerede i 1842):

”Ja, alså… Mig å Karstn haj været in i byn fordi at ja kom hjem fra Århus den da. Eller, ja kom hjem fra Købnhavn og så var Karstn så kommen op og slås. Eller, det var alså ig et slagsmål, men han var sån kommen op og slås mæ en dreng der kigget på mig. Neej ve åån, der. Ja han saj ve et af boern og så kom vi forbi og så kom de så op og skænds.”

Blicher slap noget bedre fra det. Men nu skriver jeg jo ikke om dialekt bare for dialektens skyld. Jeg bringer det op, fordi dialekten understreger problemet med at nuancere personernes sprog. For alternativet til dialekten er – i princippet – at alle taler rigsdansk, og det er på den anden side heller ikke at yde personerne i Imens det dugger retfærdighed.

Problemet virker nemlig også den anden vej, for deres talesprog er en af de ting, der er med til at karakterisere personer i en roman. Øvelsen går ud på at afbalancere deres individuelle sprog; arbejder man ikke med at nuancere den direkte tale, ender ens personer typisk med at tale komplet neutralt, eller blot som en selv. Imens det dugger er med fuldt overlæg placeret i Østjylland. Et af de bærende elementer i romanen er netop, at jeg ønsker at skildre personer, der er karakteristiske for området og miljøet, og en del af det er altså, at de taler jysk.*

Kunsten for mit eget vedkommende har bestået i at nedtone dialekten og den enkelte persons sprogtone så meget, at den direkte tale kunne integreres i teksten, uden at den stak ud. Den direkte tale er bare et af flere værktøjer til at karakterisere dine personer, men den er et utroligt virkningsfuldt et, og de individuelle træk i talen skal doseres forsigtigt – ellers bliver det nemt for meget af det gode. I virkeligheden ser tekststykket sådan her ud:

”Ja, altså… Mig og Karsten havde været inde i byen fordi at jeg kom hjem fra Århus den dag. Eller, jeg kom hjem fra København, og så var Karsten så kommet op og slås. Eller, det var altså ikke et slagsmål, men han var kommet op og slås med en dreng som kiggede på mig. Nede ved åen, der. Ja han sad ved et af bordene, og så kom vi forbi, og så kom de op og skændes.”

*Dialekt er naturligvis ikke et specielt stilistisk fænomen at være opmærksom på i Jylland. Det samme gør sig gældende alle andre steder. Amager, for eksempel: ”Gi mar din’ fårking pææng!!”

2 kommentarer

Filed under Direkte tale, Imens det dugger, stilistik

2 responses to “Mn så var det å li’ ja sa’ …

  1. Uha, dialekt er sådan noget, man skal være meget forsigtig med efter min mening – i hvert fald når det kommer til ‘lydskrift’ som i dit første eksempel. Hvis jeg ser den slags i en bog, står jeg helt af, fordi det ofte ikke har den tilsigtede mening. At skrive ordene som de udtales får ofte taleren til at lyde som en komplet tumpe og distraherer dermed fra selve indholdet. Et eksempel jeg kan huske er fra Harry Potter, hvor Hagrid siger “Disjång” hvilket Hermione prompte retter til Dijon, uagtet at Hagrids udtale er helt korrekt, men bare ser fjollet ud på papiret.

    Regionale udtryk har jeg intet imod, hvis bare de bliver stavet ordentligt. Talesprog kan sagtens også skrives på den grammatisk ubehjælpsomme måde, de fleste af os taler på, som i dit andet eksempel, men husk på at den slags (på samme måde som bandeord) ofte springer mere i øjnene end det ville gøre, hvis vi hørte det i virkeligheden.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s